Porsche On Track Ladies Edition på FDM Jyllandsringen den 26. juni er et heldagsevent arrangeret af Porsche Center Aarhus og tidligere racerkører Christina Nielsen, hvor kvinder, der vil prøve kræfter med track-kørsel får lov til at opleve en af Danmarks mest kendte racerbaner bag rattet. Racerbanen har flere udfordrende sving og en god langside – og ligger tilmed i naturskønne omgivelser.
Udover at du får en sjov dag sammen med andre kvinder, kan du forvente at få opbygget din selvtillid bag rattet under sikre forhold. Programmet er tilrettelagt således, at vi mødes på FDM Jyllandsringen klokken 08.00, hvor der er let morgenmad og introduktion til dagen. Umiddelbart herefter bevæger vi os ud på racerbanen, hvor Christina Nielsen sammen med instruktør Christoffer Nygaard vil tage dig gennem dagens program. Først på dagen vil der være fokus på at lære ’the basics’ for kørsel på en racerbane, ligesom der vil være kørsel efter pace car med fokus på ideallinjer, bremsepunkter og apex. Herefter vil der blive serveret en lækker frokost, inden det er tid til at slippe hestekræfterne løs på egen hånd – til dem der ønsker det, vil der fortsat være mulighed for at få instruktion. I løbet af dagen har du adgang til både snacks samt kolde- og varme drikkevarer. Vi siger tak for i dag klokken 16.00 med et glas bobler.
Det er kun os, der vil være på racerbanen på dagen. Vi stiller ikke krav til dine kørekvalifikationer eller om du har kørt på racerbanen før. Alle kvinder kan være med – og du vil blive klædt godt på til at køre på racerbanen, før vi slipper dig løs.
Det specifikke program vil blive sendt ud på mail forud for heldagseventet.
KRITERIE FOR TILMELDING
For at du kan deltage i Porsche On Track Ladies Edition skal du have en track-egnet bil. Det betyder, at din bil skal være fuld funktionsdygtig til sportslig kørsel og have sommerdæk på. Det påhviler den enkelte deltager at sikre, at track-bilen overholder FDM Jyllandsringens støjgrænse. Såfremt at du kører en original Porsche uden modificeringer burde din bil leve op til det, men du er velkommen til at skrive til os, hvis du er i tvivl herom. Forud for vores heldagsevent bør du også tjekke, hvor track-bilens trækkrog sidder, hvis det skulle blive nødvendigt.
Under heldagseventet vil du være i selskab med andre kvindelige trackday-entusiaster. Du har også mulighed for at medbringe en eller flere ledsagere (et tilkøb), som enten er kørende eller ikke-kørende. Det er kvindernes dag bag rattet, men mænd er velkomne som ikke-kørende ledsagere. Af sikkerhedsmæssige årsager skal alle kørende deltagere være fyldt 18 år og have et gyldigt kørekort. Ikke-kørende deltagere skal være minimum 16 år. Det er påbudt for alle deltagere at køre med hjelm.
Det er ikke muligt at melde afbud til heldagseventet, da der er et begrænset antal pladser. Har du spørgsmål, kan du sende en mail til porscheinfo@porsche.dk.