Porsche On Track er for dig, der vil slippe hestekræfterne løs på en racerbane under sikre forhold. For at du kan deltage er det et krav, at du har en track-egnet bil. Det betyder, at din bil skal være fuld funktionsdygtig til sportslig kørsel og have sommerdæk (eller slicks) på. Ved dette event betyder det endvidere, at bilen skal være gadegodkendt.
På Spa-Francorchamps i Belgien, som er for den erfarne track-kører, har du mulighed for at opleve din bil på den 7 kilometer lange racerbane, hvor den får en helt ny dimension. Den historiske racerbane ligger i den lille vallonske kommune Stavelot i den belgiske provins Liège, og snor sig elegant igennem et varierende landskab. Med sine 20 sving kommer du til at opleve det samme sus i maven, som F1-racerkørerer har gjort i årtier før. Foruden banens imponerende længde og spændende layout vil du køre på en racerbane, hvor nogle af de største legender har kæmpet – eksempelvis har danske Tom Kristensen kørt Le Mans Series på racerbanen.
Eventet afvikles i samarbejde med Semler Premium. Under eventet vil du være i selskab med andre deltagere, der deler din passion. Du har også mulighed for at medbringe en eller flere ledsagere (et tilkøb), som enten er kørende eller ikke-kørende. Af sikkerhedsmæssige årsager skal alle kørende deltagere være fyldt 18 år og have et gyldigt kørekort. Ikke-kørende deltagere skal være minimum 16 år, da de gerne må sidde på passagersædet. Det er påbudt for alle deltagere at køre med hjelm.
Vi stiller erfarne og professionelle instruktører til rådighed, som kan bookes ind til vejledning begge dage. Der vil også være et passende antal teknikere til stede.
Det påhviler den enkelte deltager at sikre, at bilen overholder Spa-Francorchamps støjgrænse, der er på 103 dBA. Deltagelse i eventet sker på eget ansvar, og Porsche Danmark kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle skader på køretøj, personer eller racerbane. Husk at sætte dig ind i dine forsikringsvilkår og gennemgå din police, inden du deltager i eventet. Er du i tvivl om noget, anbefaler vi, at du kontakter dit forsikringsselskab, så du kan deltage med tryghed og ro i sindet.
Du kan tilkøbe autotransport (lukket) af din track-egnede bil fra Porsche Center Aarhus eller Porsche Center København til Spa-Francorchamps og retur. Det er vigtigt, at du overholder nedenstående tidsrum for afhentning/aflevering af bilen, som skal være inden for åbningstiden.
Porsche Center Aarhus:
-
Aflevering: Senest fredag den 5. juni
-
Afhentning: Fra fredag den 12. juni og senest mandag den 15. juni
Adresse: Ravnsøvej 5, 8240 Risskov.
Porsche Center København:
-
Aflevering: Senest fredag den 5. juni
-
Afhentning: Fra fredag den 12. juni og senest mandag den 15. juni
Adresse: Banevingen 6, 2200 København N.
PROGRAM
Porsche On Track på Spa-Francorchamps forløber over to dage fra den 9.-10. juni og er organiseret således, at vi vil være en del af en trackday arrangeret af en ekstern partner, så der vil også være andre grupper af trackkørere, der benytter racerbanen, når vi er der – eventet er dog begrænset til 60 gadegodkendte biler i alt.
Begge dage er der check-in og velkomst på Circuit de Spa-Francorchamps, Rte du Circuit 55, 4970 Stavelot, Belgien klokken 08.00, ligesom vi siger tak for i dag klokken 17.45. På førstedagen kan du deltage i en track walk og der vil være mulighed for kørsel efter pace car. Der er open pit lane begge dage, og du kan forvente at få sammenlagt 12,5 timers køretid på racerbanen. Der vil være snacks samt kolde og varme drikkevarer i pitområdet, mens frokosten indtages i Pit Brasserie på racerbanen, hvor vi har sørget for, at du har adgang til en lækker menu, der kan nydes på terrassen, hvis vejret tillader det.
Inden vi bevæger os ud på racerbanen har vi arrangeret en hyggelig aften til bords med velkomst og middag den 8. juni klokken 20.00 i restauranten på Hôtel de la Source, Rte du Circuit 22, 4970 Francorchamps, Belgien. Her har du også mulighed for at tilkøbe hotelovernatning (som er inkl. morgenmad) fra den 8. til den 11. juni (to eller tre nætter). Desuden vil der være middag den 9. juni klokken 20.00 i hotellets restaurant. Begge middage og forplejningen på racerbanen er inkluderet i prisen.
Det specifikke program vil blive sendt ud på mail forud for eventet.
SÅDAN TILMELDER DU DIG
Når du tilmelder dig med en track-egnet bil, er det vigtigt, at du angiver følgende:
-
Dit fulde navn (angives under faktureringsadresse, når du udfylder dine ordreoplysninger). Du er automatisk tilmeldt som kører, når du tilmelder en track-egnet bil. Din deltagelse er inkluderet i prisen
-
Mærke, model og årgang på bilen
-
Hvis du medbringer en ledsager, skal du notere det fulde navn på vedkommende
-
Hvis du tilkøber autotransport, skal du angive om du ønsker at aflevere/afhente din track-egnede bil hos Porsche Center Aarhus eller Porsche Center København
-
Hvis du tilkøber hotelovernatning, skal du angive fulde navne på de overnattende, så vi kan melde det ind til hotellet
Der tilbydes ikke tilbagebetaling af prisen på eventet ved afbud, da der et begrænset antal pladser. Med undtagelse af tilkøb, hvor 50% af prisen tilbagebetales ved afbud senest tre uger før eventet. Der tilbydes ikke tilbagebetaling af tilkøb ved afbud herefter. Afbuddet skal ske skriftligt til email porscheinfo@porsche.dk.