Porsche On Track er for dig, der vil slippe hestekræfterne løs på en racerbane under sikre forhold. For at du kan deltage er det et krav, at du har en track-egnet bil. Det betyder, at din bil skal være fuld funktionsdygtig til sportslig kørsel og have sommerdæk (eller slicks) på.
På Bilster Berg i Tyskland har du mulighed for at opleve din track-bil på den 4,2 kilometer lange racerbane, hvor den får en helt ny dimension. Racerbanen er anlagt i 2012 og indeholder 19 udfordrende sving og stigninger med en højdeforskel på over 100 meter fra laveste til højeste punkt, hvilket giver en unik køreoplevelse. Racerbanen ligger tilmed i naturskønne omgivelser.
Under heldagseventet vil du være i selskab med andre deltagere, der deler din passion. Du har også mulighed for at medbringe en eller flere ledsagere (et tilkøb), som enten er kørende eller ikke-kørende. Af sikkerhedsmæssige årsager skal alle kørende deltagere være fyldt 18 år og have et gyldigt kørekort. Ikke-kørende deltagere skal være minimum 16 år, da de gerne må sidde på passagersædet. Det er påbudt for alle deltagere at køre med hjelm.
Vi stiller erfarne og professionelle instruktører til rådighed, som kan bookes ind til vejledning på dagen. Der vil også være et passende antal teknikere til stede. Det er vigtigt, at du angiver hvorvidt du deltager på rødt eller blåt hold.
-
Blåt hold er for kørere, der ikke har kørt på Bilster Berg før og/eller er begyndere/let øvede kørere med behov for instruktion
-
Rødt hold er for kørere, der har har kørt på Bilster Berg og er rutinerede kørere med begrænset behov for instruktion
Der påsættes transponders på alle track-biler. Det påhviler den enkelte deltager at sikre, at track-bilen overholder Bilster Bergs støjgrænse, der er på 138 dBA totalt set. Classic & Speed er til stede på racerbanen for at sætte lyddæmpere på de track-biler, der ikke kan overholde støjgrænsen. Den enkelte deltager skal selv afholde omkostningen hertil. Forud for vores heldagsevent bør du også tjekke, hvor track-bilens trækkrog sidder, hvis det skulle blive nødvendigt.
Du kan tilkøbe autotransport (lukket) af din track-bil fra Porsche Center Aarhus eller Porsche Center København til Bilster Berg og retur. Det er vigtigt, at du overholder nedenstående tidsrum for afhentning/aflevering af track-bilen, som skal være inden for åbningstiden.
Porsche Center Aarhus:
-
Aflevering: Senest fredag den 4. september
-
Afhentning: Fra søndag den 13. september og senest mandag den 14. september
Adresse: Ravnsøvej 5, 8240 Risskov.
Porsche Center København:
-
Aflevering: Senest fredag den 4. september
-
Afhentning: Fra søndag den 13. september og senest mandag den 14. september
Adresse: Banevingen 6, 2200 København N.
PROGRAM
Porsche On Track på Bilster Berg er et heldagsevent. Der er check-in på Bilster Berg Drive Resort, Bilster Berg 1, 33014 Bad Driburg, Tyskland den 9. september klokken 08.30, og vi siger tak for i dag klokken 16.00. Først på dagen følger blåt og rødt hold hver deres program, hvorefter der sidst på dagen er open pitlane. Under heldagseventet har du adgang til både snacks samt kolde- og varme drikkevarer i vores pit box. Frokosten indtages i Restaurant TableME på racerbanen, hvor vi har sørget for, at du får adgang til en lækker barbecue, der kan nydes på terrassen, hvis vejret tillader det. Forplejningen på racerbanen er inkluderet i prisen.
Som et hyggeligt supplement har du mulighed for at tilkøbe middag og hotelovernatning den 8. september på Gräflicher Park Health & Balance Resort, Brunnenallee 1, 33014 Bad Driburg, Tyskland. Vi mødes klokken 19.00 til en velkomstdrink på hotellet og middagen starter klokken 20.00. Du har adgang til en morgenbuffet i Caspar's Restaurant, som en del af opholdet.
Det specifikke program vil blive sendt ud på mail forud for heldagseventet.
SÅDAN TILMELDER DU DIG
Når du tilmelder dig med en track-bil, er det vigtigt, at du angiver følgende:
-
Dit fulde navn (angives under faktureringsadresse, når du udfylder dine ordreoplysninger). Du er automatisk tilmeldt som kører, når du tilmelder en track-bil. Din deltagelse er inkluderet i prisen
-
Om du kører blåt eller rødt hold
-
Mærke, model og årgang på track-bilen
-
Hvis du medbringer en ledsager, skal du notere det fulde navn på vedkommende
-
Hvis du tilkøber autotransport (lukket), skal du angive om du ønsker at aflevere/afhente din track-bil hos Porsche Center Aarhus eller Porsche Center København
-
Hvis du tilkøber middag, skal du angive fulde navne på de deltagende (angives under eventuelle bemærkninger, når du udfylder dine ordreoplysninger)
-
Hvis du tilkøber hotelovernatning, skal du angive fulde navne på de overnattende, så vi kan melde det ind til hotellet
Ved afbud senest tre uger før heldagseventet tilbagebetales 50% af prisen. Dette gælder også for tilkøb. Afbuddet skal ske skriftligt til email
porscheinfo@porsche.dk.